Den nye spisesal på skolen i landsbyen Oldonyowas i Tanzania står snart færdig. Den er bygget stort set med de bare næver af landsbyens beboere. Materialerne er betalt af Landsby til Landsby og Rotary Bjerringbro.Af Lars Bødker Smitt.
|
 |
Tre nye komfurer..
Det nye køkken bliver moderne – efter tanzanianske forhold!
Ikke i form af blanke stålflader og moderne sanitet med opvaskemaskine, elektriske ovne og kogeplader, som vi ville forvente i et nyt skolekøkken, men derimod med tre runde, simple komfurer, hvori en enkelt stor gryde opvarmes af et brændefyret bål inde i et integreret rum under gryden. Fra hvert komfur er der aftræk i en fælles skorsten af metal.
Komfurerne er et stort fremskridt i forhold til skolens nuværende køkken, som blot er et lille blikskur, hvor to store gryder står på to sten over åbne bål. De nye komfurer vil give en langt mere effektiv udnyttelse af brændslet end et åbent bål, hvor varmen spredes til alle sider. Dermed reduceres køkkenets behov for brændsel.
Den daglige menu ligger på de allerfleste dage fast. Den ene gryde indeholder majsgrød – kaldet ugali – mens der koges bønner i den anden.
Mere avancerede retter er der sjældent råd til. Hvis der skal steges kød i landsbyen, sker det typisk over et bål udendørs.
 |
 |
Træ er billigst…
Men hvorfor bruger man dog træ som energikilde?
Simpelthen fordi træ stadigvæk er langt den billigste og den mest tilgængelige energiform på landet i Tanzania – mange steder faktisk den eneste.
At fyre med gas ville belaste skolens økonomi unødigt, og det samme gælder elektricitet, som er for dyr, og som desuden ikke er færdig etableret i landsbyen.
Solenergi, såkaldte solarsystemer, bruges til mange mindre krævende formål, men til kogning af mad i store portioner rækker solenergi ikke til med de løsninger, som kan betales af skolen og landsbyen.
De tre komfurer vil kunne etableres til en samlet pris på cirka 15.000 kroner, og træ til brændsel er billig, idet landsbyen ligger i et bevokset område.
På den nærliggende skole for de yngre årgange, der typisk bor hjemme, bringer hver af de cirka 750 elever hver dag et stykke brændsel med i skole som en betaling for skolemaden.
End ikke en trillebør..
At følge byggeriet af spisesal og køkken i Oldonyowas er på mange måder en øjenåbner for en velstående europæer, der er helt afhængig af alverdens tekniske hjælpemidler. Her demonstreres det, hvor langt viljen rækker, når den kombineres med muskelkraft og udholdenhed.
| Under byggeriet på skolen bruges ikke en eneste motor eller maskine. End ikke en trillebør ses på byggepladsen. Til genfæld er der masser af arbejdende mennesker. Udgravningen til fundamentet er sket med hakker og skovle af landsbyens beboere, primært snesevis af yngre mænd, der er organiseret i arbejdshold. Efter rejsning af fundamentet har de med spande, sække og de bare næver lagt tonsvis af sten og jord ind som bund under betongulvet. |
 |
Her kommer ingen lastbil med færdig beton. I en afgrænset fordybning på jorden blandes cement, sand og vand til beton – med håndkraft naturligvis. På tilsvarende vis mures væggene op af betonsten uden isolering efter anvisning fra en bygningssagkyndig. Hvis planen holder, kan taget være monteret, når regntiden forhåbentlig sætter ind sidst på året.
På forbavsende kort tid er det med meget enkle midler lykkedes at opføre en bygning, som er simpel i sit udtryk og sin indretning, men som vil betyde et stort fremskridt for de cirka 500 elever, som er planlagt til at gå på Secondary School, når den er færdig udbygget
Lønnen er skolen..
De lokale bygningsarbejdere giver deres arbejdskraft gratis et aftalt antal dage om ugen under byggeperioden. Det er meget velorganiseret.
Lønnen er højst en skål ugali og en kop vand for en dags indsats på skolen, men den egentlige gevinst er naturligvis den langsigtede, nemlig at få en lokal skole til områdets børn. Det er et fremskridt, som beboerne er meget bevidste om, idet den nærmeste anden skole ligger langt fra Oldonyowas.
Mursten, beton og andre bygningsmaterialer er købt med midler, som er doneret af Landsby til Landsby og Rotary Bjerringbro. Den samlede donation til bygningen bliver på cirka 350.000 kr., måske lidt forhøjet af de stigende priser. Udbetalingen af pengene til landsbyen sker gennem det danske konsulat i Arusha.
 |
 |
Nye behov opstår…
Det er landsbyens egen prioritering, at bistandsmidlerne fra Landsby til Landsby skulle bruges på videre udbygning af Secondary School. At opfylde byens egne ønsker har været det bærende princip i de 30 år, hvor foreningens stifter Jesper Land Gregersen har være aktiv i landsbyen.
Det har bl.a. ført til finansiering af flere vandprojekter samt til bygning af et kemilokale og flere klasselokaler, mens eksempelvis sovesale til drengene, som snart er klar til ibrugtagning, er bygget med midler fra regeringen.
I takt med, at de to skoler for større og mindre børn bygges op, opstår flere behov for nye konkrete projekter, som Landsby til Landsby overvejer at bidrage til. Et oplagt emne for fremtidig bistand er flere lærerboliger, så man kan tiltrække og holde på gode lærerkræfter. Der er også ønsker om at etablere en værkstedsskole, fordi landsbyen ofte ikke kan opfylde sit eget behov for kyndige håndværkere.
Desuden udgør vandforsyning et evigt problem i området, og eksempelvis forøges behovet for vand, når flere hundrede unge skal bo på Secondary School. Det kan der være flere løsninger på, bl.a. etablering af underjordiske tanke. som fyldes med vand fra tagrender på bygningerne.
Bestyrelsen for Landsby til Landsby har i september besøgt Oldonyowas. Her har vi set de meget positive resultater af den hidtidige bistand, som vi oplever stor taknemmelighed for fra landsbyens side.
Desuden er vi kommet hjem med nyttig viden om, hvordan vi kan hjælpe landsbyen i fremtiden.
